Der findes en del debat om, hvad der var det første rigtige 3D-spil. Nogle vil mene, at det var Battlezone fra 1980, som brugte trådrammevektorgrafik til at rendere 3D-tanks – selvom selve tanksene kun kunne bevæge sig i to dimensioner. Andre vil måske sige, at det var Quake fra 1996 – velsagtens det første spil med niveauer, der bestod af rum oven på andre rum, hvilket virkelig gav spilleren mulighed for at bevæge sig gennem en verden i tre dimensioner. Der er lige så mange kandidater, som der findes definitioner af ægte 3D, og derfor fortsætter diskussionen.
Hvor tiderne dog har ændret sig.
I dag indeholder spil i stadig højere grad umådelige, komplekse 3D-verdener. Spillere kan bevæge sig gennem bylandskaber eller sågar på tværs af hele planeter, med ligeså meget fluiditet som i den virkelige, fysiske verden. Miljøer er omsluttende og betagende. Spil værdsættes ikke alene for deres spilbarhed eller imponerende mekanik, men også for deres skønhed.